Om Grønlands Nationalteater

Værd at vide om

Nationalteatret

Nunatta Isiginnaartitsisarfia – The National Theatre of Greenland er en selvstændig, offentlig institution, der blev etableret i 2011.

Nunatta Isiginnaartitsisarfia har til formål at producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for scenekunst, der som udgangspunkt er baseret på den grønlandske kultur og traditioner. Teatret producerer hvert år 3-5, forestillinger og det tilstræbes at tilgodese alsidige udtryksformer for alle aldersgrupper.

Turnévirksomhed Nunatta Isiginnaartitsisarfia’s aktiviteter omfatter også turnévirksomhed, dels i hele Grønland og dels udenfor landets grænser. Teatrets produktioner turnérer over hele landet, hvor de er købt til opførelse på skoler/uddannelsesinstitutioner, Kulturhuse, Forsamlingshuse og Haller. Turnévirksomheden rækker også ud over Grønland, således har eksempelvis forestillingen ’Minik’ gæstet både Theater Trier i Tyskland og Alianait Art Festival i Iqaluit, Nunavut.

Skuespillerskole og workshops Nunatta Isiginnaartitsisarfia har til opgave at uddanne skuespillere gennem en skuespilleruddannelse. Det er en 2-årig uddannelse med optag hvert andet år med plads til 5 elever. Skuespillereleverne indgår, som en del af deres uddannelse, i udvalgte produktioner på Teatret.

Teatret og skuespillerskolen samarbejder om planlægning og afvikling af forskellige workshops eksempelvis indenfor dramatik, filmteknik o.lign.

Internationalt samarbejde og gæstespil Nunatta Isiginnaartitsisarfia bidrager til det grønlandske kunst- og kulturliv ved at indgå i internationale professionelle produktioner og samarbejdsprojekter. Teatret har bl.a. været medstifter af Circus Effects Network, et nordisk samarbejde der resulterede i ’Toqqortat’ forestillingen i 2014, den hidtil største produktion i Teatrets levetid, og som blev set af mere end halvdelen af Nuuks befolkning.

Teatret lægger hvert år hus til forskellige lokale, nationale eller internationale gæstespil.

Amatørteatervirksomhed Nunatta Isiginnaartitsisarfia er i løbende dialog med teatergrupper og kulturinstitutioner over hele landet. Hvert år arrangerer teatret et seminar for amatørteatergrupper hvor hele processen og al teknik ledes af teatrets professionelle personale.

Administration Teatret har i dag 6 ansatte, heraf 3 i administrationen, 2 i produktionen og 1 leder af skuespillerskolen. I forbindelse med opsætning af forestillinger, turnéer og workshops ansættes midlertidigt personale (skuespillere, instruktører, musikere m. fl.).

I oktober 2011 blev Svenn B. Syrin Grønlands Nationalteaters første teaterchef. Han blev pr. 1. januar 2016 afløst af Susanne Andreasen.